Dansk mission i Kina

Teksten her blev udarbejdet til Dronning Margrethe II før hendes Kinarejse i 1979 af pastor Jens Høgsgaard, som var missionær i Kina 1929-46

Den første tid

Den 24. juni 1891 vedtog man ved et møde i Det danske Missionsselskab, stærkt inspireret af Indre Missions formand Wilhelm Bech, at starte mission i Kina, og de første udsendinge var Johannes og Marie Nyholm (1892-94) samt frk. Caroline Johansen (1892-94).

De ankom til Shanghai den 29. januar 1893 og tog derfra videre med dampskib op ad Yangzi-floden til Hankou, som de nåede den 8. februar 1893.

Opholdet i Hankou blev dog kort. I juli måned blev to svenske missionærer myrdet af en ophidset flok kinesere, og en norsk missionær Ludvig Johansen døde kort efter.

Allerede den 18. august rejste Nyholms hjem, på grund af Marie Nyholms, graviditet og et anfald af sindssyge.

Den 1. august 1894 brød den første kinesiske-japanske krig ud og Caroline Johansen rejste til Lüshun (Port Arthur) på Liaodong-halvøen i Manchuriet for at melde sig til at pleje de kinesiske sårede. Trods megen ihærdighed lykkedes det hende ikke at komme i arbejde. Men hendes ophold her var med til at DMS flyttede missionen her til Manchuriet. Hun blev hermed den første DMS udsending/missionær i Manchuriet.

Pionermissionærerne i arbejdsområdet i Dongbei (Manchuriet) var Conrad Bolwig, der virkede fra 1893 til 1946, og Christian Waidtløw 1895-1936. I 1910 udvidedes arbejdet til Nordmanchuriet.

Foruden det evangeliserende arbejde ved ordinerede missionærer og missionærhustruer blev der oprettet tre hospitaler: Dandong 1907, Xiuyan 1909, Suihua 1923 - og adskillige sygeplejersker havde klinikvirksomhed.

Der blev opbygget mange skoler rundt omkring, og Ellen Nielsen (missionær i Dagushan 1898–1960, kinesisk statsborger fra 1931) opbyggede en stor skolevirksomhed med børnehave, underskole, mellemskole og gymnasium foruden børnehaveseminarium og en industriskole hvor unge piger, der ikke havde gået i skole, blev undervist og samtidig tjente til deres ophold ved syning og fint broderi.

I Hamatang (Picaigou), 6 km. fra Dandong (Antung), opbyggede Johannes Vyff (missionær 1896–1932) en mellemskole, som senere blev udbygget med gymnasium. Ved siden af skolen havde han, der oprindeligt var gartneruddannet, en planteskole, hvor eleverne arbejdede dels for at bidrage til eget underhold, dels fordi Vyff mente, man burde modarbejde kinesiske studerendes tilbøjelighed til at se ned på legemligt arbejde. Man kan altså sige, han foregreb Maos princip om at forene teori og praksis, åndeligt og legemligt arbejde.

Skolens sidste leder var Kaj Olsen (missionær i Kina 1927-1950). Han var uddannet hortomom og leder af planteskolen og underviste på gymnasiet. Her arbejdede han i mange år under rektor Lu, men efter den japanske besættelse i 1931 og efterhånden som det politiske tryk blev stærkere, mente rektor Lu, at en dansk rektor bedre kunne redde skolen gennem de vanskelige tider, og Kaj Olsen måtte så overtage rektoratet, mens den tidligere rektor fortsatte som lærer, og det gode samarbejde mellem de to fortsatte.

Et lignende skift skete ved pigeskolen i Dagushan (Takushan), hvor den kinesiske rektor frk. Chiang-Pao-chen efter eget ønske overgav rektoratet til Astrid Poulsen (missionær i Kina 1921-1950).

I Hamatang (Pitsaikou) var der også en evangelistskole, hvor først Christian Waidtløw og senere Anders Aagaard Poulsen (missionær i Kina 1912-1946) var leder. I 1938 blev der føjet en præsteskole til, hvor Jens L. Høgsgaard (missionær i Kina 1929-1946) virkede, da de politiske forhold gjorde det umuligt at sende studenter til den lutherske præsteskole i Midtkina.

I Fengcheng (Feng-hwang-cheng) fandtes en bibelkvindeskole, som blev ledt af Nanny Brostrøm (missionær i Kina 1906-1950).

Af institutioner må også nævnes børnehjemmet i Dandong, der blev grundlagt og ledt af Karen Gormsen (missionær i Kina 1906-1950). Hun ledte desuden kvindearbejdet i Dandong og var ledende sygeplejerske ved hospitalet i Dandong.

Foruden de ovenstående områder arbejdede en del danske missionærer på institutioner i Shenyang (Mukden), hvor de samarbejdede med skotsk og irsk mission

I Shenyang KFUM virkede i mange år Johannes Rasmussen (missionær i Kina 1911-1949). Hans hustru Ellen Plum Rasmussen (missionær i Kina 1921-1938) ledte et hjem for blinde piger.

Japansk besættelse

Bindeleddet mellem DMS’ bestyrelse i Danmark og missionærerne samt de kinesiske menigheder i Dongbei var missionsrådet på ni medlemmer, der blev valgt på missionskonferencen, som blev afholdt hvert andet år. Fra 1931-1946 var Niels Buch (missionær 1921-1946) formand for missionsrådet. Det var en lang og brydsom periode med japansk besættelse i 1931, stigende diktaturpres og til sidst storkrig. Det stadige genvalg taler om missionærernes tillid til ham. Og kinesernes mødte ham med en tilsvarende tillid. Det var godt at have denne rolige, besindige og dog faste mand som leder under vanskelige forhold.

De kinesiske menigheder, der voksede op, blev i 1922 organiseret som Manchurites lutherske kirke med synode og kirkeråd. I 1929 udbrød en stor vækkelse, der varede adskillige år. Hertil bidrog også de urolige forhold under besættelsen med røver-uvæsen, diktatorisk pres fra myndighederne side og det japanske politis mistænksomhed. Alt dette indgød i mange en følelse af usikkerhed og medvirkede til, at mange i disse år søgte ind i den kristne kirke. I 1940 havde den lutherske kirke i Dongbei ca. 11.000. I 1938 var der 10 kinesiske præster. Da det første hold blev færdige på præsteskolen i december 1940, steg antallet af kinesiske præster i løbet af et års tid til 18.

Gennem 1930’erne var der godt 70 missionærer i Dongbei. I røvertiden var dr. Niels Nielsen, Xiuyan (missionær i Kina 1907-1940), i røverhænder fra 11. april til 25. oktober 1933, og missionær Conrad Bolwig, Dagushan, ligeledes fra 1. september til 16. oktober 1937.

Anden Verdenskrig

Da Danmark blev besat, varede det længe, inden der igen kunne sendes penge fra Danmark til Dongbei, og da det endelig lykkedes, måtte der kun sendes til missionærlønninger. Men Det lutherske Verdensforbund trådte straks hjælpende til, så skole- og hospitalsarbejdet kunne støttes, mens de kinesiske menigheder fra sommeren 1940 overtog det økonomiske ansvar for menighedsarbejdet.

Da Tyskland trods ikke-angrebspagten overfaldt Rusland i sommeren 1941, blev den sidste hjemrejserute gennem Rusland lukket. Da Japan så endelig måtte give op i august 1945, var der mange danske missionærer, der glædede sig til et tiltrængt Danmarks-ophold, som adskillige af dem skulle have haft flere år før.

Borgerkrig

Anden Verdenskrig blev afløst af kinesisk borgerkrig, og Dandong-egnen med de fleste danske missionærer, Dandong, Hamatang, Dagushan, Xiuyan, Fengcheng og Kwandian blev besat af kommunisterne og var i lange tider afskåret fra omverdenen, både fra kassereren i Dalian og fra formanden i Harbin. Et par gange lykkedes det 2-3 missionærer at trænge igennem linjerne og ingenmandsland til Shenyang for at undersøge hjemrejsemulighederne og skaffe penge.

I løbet af 1946 lykkedes det de fleste missionærer med børn at komme hjem efter besværlige og ikke ufarlige rejser.

I løbet af 1946-47 lykkedes det andre missionærer, som havde været strandet i Danmark under krigen, at komme ud. Men fra 1948 havde kommunisterne magten i Dongbei og fra 1949 på hele fastlandet. Så i løbet af 1949-50 vendte de sidste danske missionærer tilbage – på nær Ellen Nielsen, der som kinesisk statsborger kunne og ville blive derude.

Samlet antal af danske missionærer, som har arbejdet i Kina: 140

10. marts
Møllevang´s Church Parish Hall

Gik du glip af tidligere nyhedsbreve, kan du finde dem i arkivet her

Bottom